Bassen

Jeg er i London.

Jeg elsker denne by med hele mit hjerte. Vi bor paa et luksus hotel i Kensington West, og her er vidunderligt. Hver dag tager vi ind og gaar rundt. De engelske fyre er altsaa bare virkelig laekre. Min selvtillid steg nok med 50% i dag. Jeg bar min flotte roede kjole og nye hvide striktroeje, og jeg registrerede at naesten alle fyre vendte sig og gav mig elevator blikket. Det fik mig jo til at loefte hovedet og smile lidt mere. Og gynge lidt mere med hofterne.

Paa en bar ved Convert Garden, blev jeg flirtet med. Jeg elsker London og dets fyre. Er lidt skraemt ved underground’en, og bliver lidt klaustrofobisk deraf.

Jeg smutter igen - London baby!

Jeg havde min lilla flower-power trøje på. Dén der både skriger ’store bryster’, men desværre også ‘jeg er måske gravid’. Den der siger ‘Se mine flotte øjne’, men også ‘og min endnu smukkere hals’. Så var jeg iklædt min sorte korte nederdel med det brune fake læderbælte, min halskæde med det halve hjerte og sølv-øreringene. Jeg havde min MAC sminke, Lancome mascara og Dior eyeliner på. Lyseblå løbesko havde jeg også på - og strømebukser fra Netto. Alt i alt så jeg ikke alt for uheldig ud, den dag jeg mødte Magnus.

Jeg kom gående fra Irma imod Fona, og den tur inkluderer at man må gå forbi pizzariaet på torvet. Mine øjne udspilede sig hurtigt, i det jeg så ham. Dér sad han jo, lige foran mig. Jeg ænsede knap brunetten med sin 173cm velskabte krop med 65C skålen og de stramme hvidvaskede jeans og den brune tætsiddende Nørgaard på Strøget trøje, der sad foran ham og drak sodavand (sikkert light. Bitch.).

Han var en engel. Et lys skinnede omkring ham, og glorien fik mig til at knibe øjnene sammen. Hans øjne var så tydelige at jeg så tydeligt kunne genkende dem på 30 meters afstand. Jeg kunne nærmest dufte hans deo.

– Det er på sådanne tidspunkter, jeg får flashbacks. Lynhurtige, men bare for at påminde mig selv om hvorfor jeg i dag møder Magnus, og får et shock. Bare for at minde mig om, hvorfor det ikke er mig der sidder foran ham.

Flashbacket forløbet således.

Billede 1: Bassen til elektronik-time, for at møde fyre. 14 år, ungdomsskolen. Magnus og Bassen griner og pjatter. Bassen tegner på Magnus. Magnus løber efter for at kilde hende.

Billede 2: Bassen’s veninde bliver kærester med Victor. Bassen føler sig presset.

Billede 3: Bassen står i en 1×1m gang mellem 2 døre, en væg og en trappe, med Magnus. De kigger bare på hinanden. Så siger Bassen, “Øh.. Jeg har aldrig prøvet det her før.”. Magnus siger det samme. Og så er de kærester. De går ind til de andre.

Billede 4: Den første telefonsamtale mellem Bassen og Magnus foregår med sætninger som:

Bassen: Øh.. Ja.. Hvad hører du så for noget musik?

Magnus: Tja… Bare radio…

Bassen: Nå, for søren! Jamen, okay… Ja…

Magnus: …

Bassen: …

Billede 5: Bassen’s venindes kæreste Victor siger til Bassen “I skal kysse på Torsdag, ellers er I ikke rigtige kærester.”

BILLEDE 6: Bassen står på et aflåst pigetoilet, imens Victor og Veninde banker på døren for at få hende til at åbne døren. Bassen skriger, “Nej, jeg åbner aldrig døren!”. Victor råber, “Du er nødt til at komme ud. Magnus siger at han slår op, hvis du ikke kommer ud.”

Billede 7: Magnus slog op og Bassen låser sig ud fra toilettet igen. Det 6 dage lange forhold er slut.

– Og så stod jeg dér på det lokale torv og gemte mig bag et stativ ude foran Bog&Idé, ligesom for 4 år siden, da jeg gjorde det ude på et toilet. Jeg er rædselsslagen for fyren, der er perfekt.

Jeg går forbi, han ænser mig ikke.

Måske har det noget af gøre med de mange gange jeg har set ham da jeg var fuld, og tilbudt migselv på diverse måder, for bare at vende mig om og snave en fyr jeg ikke kendte. Jeg ved det ikke.. Måske har jeg blot givet et dårligt indtryk?

Det slår mig, gang på gang, hvordan jeg kan forblive irriterende fornuftig og bevidst, på trods af hvor mange Sex On The Beach og Isbjørne jeg har drukket.

I går holdt min kæreste og jeg et mindre grill arrangement med vores venner. Vennerne der kunne komme, bestod af:

Johan– Utroligt klog dreng. Kan gå på væggene, har sort bælte i karate, får 11 i alle fag, kan lave magi med et sæt kort, og så videre. Meget charmerende, men en nørd og har derfor (underligt nok!) svært ved at score. Lidt ensom, men utrolig sød.

Kasper - Ordblind, fuldtidsarbejder i Netto. Da hans familie er godt stillet uddannelsesmæssigt, er han generalt ret bitter over ikke at have lavet noget siden 9ende klasse, men han har ikke haft de store muligheder. Nørd, lidt enespænder.

Andreas– Kaspers lillebror. Var min bedste ven i et år, det bedste år af mit liv. Han var den bedste ven man kunne ønske sig, og jeg havde givet mit liv for ham. Han var sådan en nørd! Fedtet hud, hår - briller, et goofy grin. En lille delle og ligbleg. Nu: dolce&gabana tøj, stylet hår, falsk grin, kontaktlinser, har 4-5 småkærester. Hans sind har ændret sig, og nu er han lidt af en snob. Han var min kærestes ven før min.

Ann– Gik i klasse med min kæreste. Har kun drengevenner, fordi pigerne hader hende. Hun kysser på så mange drenge hun kan komme til. Kompensenserer for sin usikkerhed ved at få bekræftelse igennem fysisk gennemgang med fyre.

Og så var der min kæreste og jeg.

Vi havde det faktisk rigtig hyggeligt. Andreas og jeg har haft en MEGET hård baggrund, hvor vi på skift har hadet og elsket hinanden inderligt. Lige i går var det faktisk helt perfekt, uden dybe følelser eller noget.

Indtil.. Pludselig følte Andreas at han var nødt til at fortælle højlydt til festen om hvordan han overværede mig “fjolle” rundt med min ekskærestes penis i biografen engang.
“Og så sad jeg der, og kunne se at Bassen havde gang i Peter. Og så dækkede de det med en jakke..”

Min kæreste blev helt grå i hovedet. Jeg tiggede og bad med øjne og spark om han ikke nok ville stoppe. Men han blev ved, med at i detaljer, at fortælle om situationen. Det GØR man ikke! Det røvhul, undskyld sproget, men helt ærligt. Jeg blev rasende, men var dog så magtesløs. Den lille forsmåede tøs!

Det er uendeligt hårdt at måtte indse, at Andreas vil have mig skilt fra min kæreste, fordi han vel mener vi er dårlige for hinanden. Så uendeligt tit er det sket, at han har forsøgt at forpurre det hele ved at spille sådanne spil.

Aftenen derefter var et helvede. Johan og Kasper gik, og Ann sad og skreg op om hvor normalt det er at ville have sex hver dag, hver time, hvert minut. Så min kæreste sidder jo og tænker, “Hmm, hun er da frisk… I forskel for min kæreste, der er unormal og kold på det punkt.”

Og Ann sidder og tænker de små pubertetsdrenge, samtidig med at hun snavede lidt med Andreas.

Hvor havde jeg bare lyst til at smække dem begge én, og derefter smide dem ud.

Min kæreste blev usandsynligt fuld. Han kunne hverken gå eller tale, men da han opdagede hvor utilpas jeg havde det, smed han dem ud. Så kastede han op hele natten - jeg sov i gæsteværelset, for det var godt nok klamt med den spand ved enden af sengen.

Jeg vågnede til morges og ryddede op i hele huset, så han ikke skulle vågne til det. Så åbnede jeg vinduerne, og pakkede mine ting - og tog hjem. Så nu sidder jeg her og er lidt ør i hovedet og hader Andreas- igen. Igen. Mit forhold til den unge er kompliceret, men jeg lærer åbenbart aldrig at holde mig væk fra ham. Den lort.

Nu er der bøger som “Nynne”, “Bridget Jones” og Stephanie Kleins blog-roman, og de er alle sammen rigtig hyggelige at læse. Og sikkert, er det rigtig, rigtig pinligt når Bridget Jones har mormor-trusser på foran Hugh Grant eller når Nynne kommer til at råbe af hr. Lækkermås. Jeg så en reklame for morgenmad, tror jeg, hvor hende her blondine-babsen ærligt indrømmer at hun synger falsk i badet om morgenen. Alt i alt, er dette en faktor der skal gøre at vi sidder og fniser og tænker, “Wow, hvor er hun ærlig. Det er okay at have fejl.”

Men hvis vi har tænkt os at køre den stil i vores blogs, burde vi så ikke afsløre de ægte pinligheder, og ikke de lettere overfladiske?

Jeg har oplevet meget få, der har skrevet i deres blogs om den sære lugt der kom fra deres skede. Eller om at de tænder på dyre- eller urinsex. Eller om at de engang løj om at deres lærer havde ‘rørt’ dem, og læreren var derefter blevet fyret.

De dybe, inderlige og virkelig pinlige ting. Læste jeg en blog med denne slags sandheder, ville jeg for alvor føle at personen åbnede sig. Bridget Jones og Nynne ville aldrig indrømme disse ting, for man tror at kun få mennesker ville kunne relatere. Istedet fortæller de om de ting, folk intet har imod at erklære “Det er også sket for mig!” til. Men afslørede Nynne pludseligt at hun tænder på at onanere til lyden af marsvin der spiser valnødder, ville ingen indrømme at de også havde en pervers fantasi. Selvom vi alle har vores inderste hemmeligheder.

Da jeg arbejdede i en sexshop, blev jeg meget overrasket over hvor ufatteligt mange mennesker der bestilte dvd’er der involverede de underligste og mest absurde ting. Og hvor mange der producerede disse. Hvor mange der købte 70-80cm latex dildoer og hvor mange der købte blow-up dolls. Og sidst men ikke mindst, hvor mange der skrev “Skriv ikke afsendernavn på” eller “Skal stilles i skuret i anonym kasse” i ‘kommentar’ feltet på bestillingsseddelen.

I virkeligheden er ingen af os ‘helt normale’, vi har bare alle lært ikke at nævne det. Blandt andet på grund af Nynne og Bridget Jones, der dikterer det højst acceptable. Vi må godt have grimt undertøj på når vi knalder chefen. Vi må ikke tænde på urinsex. Ihvertfald ikke åbenlyst, og folk der gør er klamme.

Så afslør en pinlig hemmelighed. Uanset hvor ligegyldig den er - for det er den sikkert - og gør det lettere for folk med kæmpe hemmeligheder, at afsløre deres. Mennesker der undertrykker deres behov, bliver syge. Jeg ved ikke med jer, men jeg gider ikke stå side om side med Nynne og Bridget og være med til det.

Jeg kan starte med et par af mine dybe, og faktisk ret pinlige hemmeligheder.

Når jeg møder mennesker, jeg ved jeg ikke kommer til at kende bedre end overfladisk (fx kollegaer), fortæller jeg at min ekskæreste var en pige. Jeg kan lide opmærksomheden ved at være “eks-lesbisk”. I virkeligheden, ville hun jo ikke have mig, og jeg turde ikke. Fordi jeg er heterosexuel.

Nogle gange stjæler jeg fra mit arbejde. Små ting, lidt chokolade og nogle gange et skrabelod. Dette giver mig kvalme, men jeg kan ikke lade være.

Jeg tænder på porno, hvor der er vold og fiktiv (!!) tvang involveret.

Jeg var min kæreste utro for 1,5 år siden, og jeg nød sex’en.

Det værste af det hele er, at jeg om lidt sletter billedet fra det tidligere indlæg, i frygt for genkendelse.

Pinligt, ik?

Jeg er stadig inde i en identitets/plaster-krise, hvor jeg forsøger at fjerne Chris fra min personlighed, og gør den til min egen. Jeg fik et mindre raserianfald, da jeg tænkte, “Jeg må hellere træne, ellers bliver Chris skuffet.” Sikke da noget prut! Ud, ud, ud af mine tanker.

I ren desperation satte jeg Westlife på. Chris hader Westlife, og jeg var nok den største Westlifefan da jeg var 11-15 år gammel. Sådan er det med Chris - han hader faktisk ret meget. Han hader boybands og pladeselskaber. Han synes Pink Floyd og Roger Waters er kedelig. Han synes ikke “Purple Rain”, “Rocky Horror Picture show” og “Breakfast Club” er gode film - han synes nemlig at Prince er alt for metroseksuel, og nægter desuden at tro på at det var in at gå med sminke som mand i 80′erne. Han forstår ikke at man ikke kan bære et brunt læderbælte til en fin, rød kjole, men at man må have et sort stof-bælte. Han synes ikke det er sjovt at man har gjort pinlige ting når man var fuld, “Man gør det jo bevidst, fordi man ved at det er sjovt at tale om.”. Han kan ikke lide Tarantino, Roth, Kubrick (kun ‘Full metal Jacket’ og ‘Spartacus’ - og det er ikke på grund af den geniale filmteknik) og Van Sant. Han ville ikke tage med mig ind og se Grindhouse vol. I, fordi han gider ikke meningløst vold. Grr.

Så jeg har automatisk taget afstand fra disse ting - eller ihvertfald fra at omtale tingene overfor ham. Uden at overveje at han skider højt og flot på at jeg synes arkitektshows på Discovery er kedelig, at jeg altså bare ikke gider at se flere film om Rom og gladiatorer, at jeg ikke kan fordrage den brækbrune striktrøje med turtleneck.

Hvor er det bare livsvigtigt at jeg adskiller min personlighed fra hans. Så nu brager Westlife ud af højtalerne - så godt som Westlife nu kan brage - og jeg er så ligeglad med om musikken nok er ret middelmådig (eller derunder) og at Chris ville sige “Ej!” hvis han hørte det, hvorefter han ville nedgøre det på det groveste. Jeg elskede Westlife som yngre teenager, og de gjorde mig så glad - og ikke mindst, de dannede grund for hele min personlighed den gang. De “havde” mig før Chris havde, så nu vil jeg kraftedme nyde deres indholdsløse musik, og være mig selv!

Jeg trak islam. En tekst om ramadan og fasten. Og foran censor og min lærer crashede jeg fuldstændig. Jeg kunne bare se på min lærers ansigt at jeg sagde ting der intet indhold havde. Bl.a. havde jeg misforstået begrebet “sekularisering”. Det betyder åbenbart når religion og dagligdag er ADSKILT og ikke kombineret. Ahh. Idiot!

Og så kunne jeg ikke huske de fem søjler i islam. Jeg kunne bare se min karakter falde. Øv. Da jeg kom ind fik jeg af vide at jeg havde fået 4, hvilket der jo svarer til 7 på den gamle skala. Jeg kunne sagtens have klaret den på et 10-tal, men jeg har bare ikke haft taget mig sammen. Miss G, min dybt religiøse muslimske veninde, hun fik 12. Hun trak også islam - pigen har gået i Koranskole siden hun fyldte fem år gammel. Hun læser koranen 2 gange om året. Selvfølgelig fik hun 12.

I det mindste trak jeg ikke buddhisme - så havde jeg røget endnu længere ned.

Nu mangler jeg kun tysk og fysik. Bliver endnu værre.

Jeg tog hjem til min dybt religiøse muslimske veninde, Miss G og sammen med min knap så religiøse muslimske veninde Look, læste vi sammen til religion. Skal op i morgen kl. 10.34. Jeg mener ikke at religionslæreren er noget værd, hvis det ikke kan give én stof til eftertanke - og det har det i den grad gjort, især når jeg har tilbragt en hel aften med Miss G, som jeg har sat op på en piedestal, på grund af hendes stærke tro. Hun er det bedste menneske jeg kender. Jeg tror at Allah tilbeder hende.

Jeg tror at vi har brug for religion. Mennesket er bange for at være menneske og for at have ansvar. Verden er gigantisk og universet endnu større, og dette skræmmer os fra vid og sans. Derfor har vi opfundet religionen, som næsten det første, og bruger den til at støtte os i frygt. Når vi er bange for døden, utroskab - jeg fandt endda mig selv ifærd med at bruge kristendommen, da jeg skulle gå igennem en mørke gyde hjem i aftes. Jeg klamrede mig faktisk til mine religionsnotater.

Selv jeg har brug for religion. Jeg er ikke investeringskristen eller fundamentalist. Jeg er ikke provokationskristen - jeg er bare et bange individ, ligesom alle andre. Jeg har brug for at vide at jeg er beskyttet når jeg går igennem en mørk gyde. Når jeg pludselig står alene, uden kæreste, mor eller venner. Når jeg er deprimeret.

Nå! Det er dybe tanker, alt for dybe.

Jeg sidder og snakker med min ekskæreste. Egentlig, må jeg ikke for den nuværende. Det er forbudt territorie. Men da jeg skulle hjem fra Miss G - og det skal siges at jeg bor i en ghetto - var det meget mørkt, da alle gadelygterne var blevet smadret i boligkvarteret. Jeg ringede derfor til ham - Mr X (som i eks-kæreste) - og bad ham om at snakke med mig til jeg var nået igennem. Vi fortsatte så på MSN. Det er bare snak. Der er ingen flirt, og vi nævner ikke engang fortiden. Jeg føler mig ikke skyldig. Det gjorde jeg før. Men efter Chris (det er den nuværende kæreste) følte han måtte stikke sin tunge ned i en ukendt piges hals til en firmafest, har det ligesom været svært for mig at have det skidt over et “Hej, hvordan går det, du?” til min ekskæreste, som jeg forresten aldrig har haft følelser for, ikke engang under forholdet, der varede i en måned.

Jeg må smutte i seng. På Fredag skal jeg ind og se Filmskolens afslutningsfilm i Dagmar Teatret med Chris. Glæder mig meget, og håber stemningen mellem os bliver god igen inden. Suk.

Jeg har nu indset det for hundredeogtyvende gang. Mit parforhold har dræbt mit liv. Jeg har i løbet af de 21 måneder, 19 dage og 3 timer skubbet mine venner fra mig, nægtet mig selv mine tidligere interesser, ignoreret mine livsbekræftende behov og isoleret mig selv fra den ydre Verden. I 21 måneder har det været mig og ham, og det kom til mig, at det faktisk ikke er særlig fedt at stå alene - uden noget.

Jeg har visse ting jeg gerne vil opnå. Jeg vil tabe mig 30 kilo. Jeg vil have en veninde, en god én. Jeg vil lægge vægt på skolen - jeg afslutter 2.g med 30% fravær og 11 uafleverede opgaver, og et snit på 5.9 (ny skala. 4 svarer til 7, og 7 svarer til 8-9.). I virkeligheden er jeg mindst 2 karakterer bedre end det - jeg kunne faktisk brillierere. Jeg vil leve sundt og på egne præmisser. Jeg vil nyde mit arbejde (kassedame). Jeg vil bruge mere tid på min lillesøster, der hårdt har brug for mig i denne pubertet der behandler hende så grusomt. Og sidst men ikke mindst, vil jeg kunne se mig selv i spejlet og vide at jeg sætter mig selv i første række, og ikke ham.

Fra nu af, for hver gang jeg kommer et skridt tættere på at nå mine mål, vil jeg give mig selv en klapsalve. Hver gang jeg har været til spinning, til en fest, ringet til en gammel veninde, været i biffen med min søster - og tilbragt en aften alene, uden ham.

Det eneste der får dette til at virke umuligt er, at det gør så pokkers ondt indeni at skulle tænke på at undvære ham. Jeg er blevet til ingenting. Det kan faktisk sammenlignes med et åbent sår. Jeg var et åbent sår da jeg mødte ham, og han blev mit plaster. Men et plaster skal rives af, så såret kan hele. Istedet blev han siddende, og jeg helede omkring ham (Lækkert, ikke?). Nu gør det ondt at fjerne ham, eller bare løsrive ham. For han er jo ikke engang et af de fede plastre - jeg mener, et af dem med små figurer af Mickey Mouse. Ikke engang vandfast. Bare et klistret, beige plaster, der nu langsomt må rives af. Jeg er nødt til at hele helt færdigt uden ham som del af min personlighed, og kun som kæreste.

Èn vigtig ting har parforholdet dræbt for mig. Blogging. Jeg bloggede hver dag da jeg var single - nu blogger jeg kun når vi har problemer i forholdet (alligevel ret ofte) og han ikke er der til at snakke om det. Ellers har han været min blog. Men jeg er blevet inspireret af en fantastisk skribent herinde, en gammel net-veninde. Jeg nyder at læse hendes blog så utroligt meget, at nu vil jeg også. Jeg savner det jo. Så er der den med anonymiteten. Indtil videre, vil jeg jo gerne være anonym.

Bassen